Kære medlemmer
Hermed indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 22. september 2026 kl. 19 i klublokalet. Tilmelding ikke nødvendig; man møder bare op.
Hvorfor skal der træffes en beslutning?
Furesø BTK skal fremover kunne have lønnede trænere. En frivillig forening kan ikke have lønnede medarbejdere.
Kravet fra virk.dk er, at det fremgår af referatet fra generalforsamlingen, at klubben har ændret status fra en frivillig forening til en almindelig forening samt at det fremgår af klubbens vedtægter, at den er en almindelig forening.
Bestyrelsen foreslår derfor, at klubben ændrer driftsform fra frivillig forening til almindelig forening (ikke-erhvervsdrivende forening).
Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens orientering om baggrunden for ændringen af foreningens driftsform
3. Forslag om ændring af foreningens driftsform fra frivillig forening til almindelig forening (ikke-erhvervsdrivende forening) samt tilhørende ændring af vedtægterne
4. Eventuelt
Bestyrelsens forslag:
Generalforsamlingen godkender, at Furesø Bordtennis Klub ændrer driftsform fra frivillig forening til almindelig forening (ikke-erhvervsdrivende forening), og at vedtægterne ændres ved tilføjelse af § 1.3 med følgende ordlyd:
“§ 1.3 Foreningens driftsform
Furesø Bordtennis Klub er en almindelig forening (ikke-erhvervsdrivende forening) og er registreret som sådan i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).”
Vedtagelseskrav: Forslaget er en vedtægtsændring og kræver 2/3 flertal blandt de stemmeberettigede, jf. § 7.8. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte, jf. § 7.7.
Baggrund
Furesø BTK er i dag registreret som frivillig forening. Klubben skal fremover have lønnede trænere og skal derfor kunne fungere som arbejdsgiver. Bestyrelsen foreslår på den baggrund, at klubbens registrerede driftsform ændres til almindelig forening (ikke-erhvervsdrivende forening).
Forslag til beslutning
Indstilling
Generalforsamlingen godkender, at Furesø Bordtennis Klub ændrer driftsform fra frivillig forening til almindelig forening (ikke-erhvervsdrivende forening). Samtidig ændres vedtægterne ved tilføjelse af § 1.3.
Vedtægtsmæssig konsekvens
Den øvrige tekst i de gældende vedtægter ændres ikke som følge af dette forslag. Den eksisterende § 1.1 og § 1.2 bevares, og den nye bestemmelse indsættes som § 1.3.
Bestyrelsens indstilling
Bestyrelsen anbefaler vedtagelse
En tydelig bestemmelse om foreningens driftsform sikrer, at vedtægterne afspejler klubbens faktiske organisering og den registrerede driftsform.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Furesø Bordtennis Klub
Michael Skov
Formand