60+ Stævnet på Københavns Rådhus

60+ Stævnet på Københavns Rådhus den 15. og 16. november blev en kæmpe succes. Ca. 250 spillere (heraf 7 fra Furesø BTK) deltog i det store stævne.

Stævnet var arrangeret af BAT60+ (DGI) og Københavns Kommune, fordi Københavns Kommune vil styrke indsatsen med at aktivere ældre medborgere. Målet er, at endnu flere skal spille bordtennis med henblik på større bevægelighed, livsglæde, stimulering af hjernen og dermed en større parathed til at møde aldringsprocesserne.

Skribenten deltog i stævnet, og jeg var imponeret over det gode stævne og de flotte rammer. TV2 Lorry var på pletten i 3-4 fire timer om formiddagen d. 15/11 – og de lavede flere reportager fra stævnet, som blev vist på TV2 Lorry. Det var en virkelig god “reklame” for 60+ bordtennis og ældre idræt – som nok vil betyde, at endnu flere 60 plusser vil begynde at spille bordtennis.

Tak til Københavns Kommune og BAT60+ ledelsen for en stor oplevelse.