Peer Bring runder 80 år

Peer Bring – med gaven fra holdkammeraterne

Peer Bring runder de 80 år. Furesø BTK ønsker dig hjertelig tillykke med de 80 år den 18. april 2021.

Peer har været med i mange år, startede i VBT-72 i 90erne, dengang var klubben hjemmehørende på Søndersø Skolen, hvor spillet foregik i en indendørs skolegård på et betongulv med linoleumsfliser. Efter et par sæsoner blev det lidt for hårdt for Peers knæ, og han måtte holde pause fra spillet, det blev genoptaget da klubben flyttede spillestedet til Lille Værløse Skole i 2001, her spillede vi i en idrætshal med rigtigt trægulv. Peer rykkede med til Farum Arena da sammenlægningen blev en realitet i sæson 2013/14. Undervejs har Peer fået nye knæ, om det var gulvet på Søndersø skolen som var skyld i det vides ikke, men efter knæene var spillet ind, er der virkelig kommet bevægelse bag bordet.


Peer har i alle årene været med omkring det samme serie 4 hold (Peer, Lars, Johnni, Henning og Erik). Peer er altid positiv i sin fremtoning, selv dage hvor de gamle lemmer ikke vil som han vil.
Peer har aldrig været bange for at give en hånd med, når der skulle laves noget for klubben, selv i de perioder hvor han ikke har kunne spille. Han har hver gang meldt sig, til at sætte op og pakke ned til stævner mm. lige fra dengang vi i fællesskab med Farum BTK holdt Furesø Cup og til i dag hvor vi har stået for ØM for seniorer.
Holdkammeraterne og Furesø BTK